Porsborgs – Gastro Bar og Spisested, Kantiner, Catering, Selskaber og Erhvervsløsninger

Porsborgs takker af…

Store personalemæssige udfordringer i en for altid forandret branche, medfører at det Porsborgs man kender i dag lukkes. Alle med reservationer bliver kontaktet, ligesom vi er i gang med at kontakte selskabs- og cateringkunder. VIGTIGT: vi opfylder naturligvis vores forpligtigelse overfor alle kunder der allerede har booket madløsninger fra Porsborgs. Ligeså kan gavekort stadig bruges (i nær fremtid); mere info længere nede i artiklen.

Beslutningen har været undervejs mere eller mindre bevidst i takt med at udfordringerne er dukket op. Udfordringer som blot er taget til – paradoksalt nok – i takt med at vi er kommet længere og længere væk fra Corona-pandemiens rasen. Mange har forladt branchen. Mange forlader i disse dage branchen. Uddannelserne melder om drastiske fald i optag af nye elever til de professionelle service-fag. Med andre ord; pt. er fødekæden død.

Branchen lider som aldrig før af mangel på professionelt personale. Hos os frygter vi, at det fremadrettet vil medføre en stor distance mellem produktet og forventningen til det Porsborgs vi idag kender, og hvad vi kan levere mandskabsmæssigt. Knuden kan vi ikke løse.

 

KILL YOUR DARLINGS

Vi kunne krampagtigt holde fast – det har vi prøvet før med Corona’en ved vores side, og ofringerne i disse perioder har været tunge – men vi tror mere på en omstilling, hvor butikken er mindre afhængig af individer og mindre afhængig af de menneskelige profiler der fortsat bliver færre og færre af. Den butik, som er vores hjerter enormt nær, vil i lang tid fremover være en for stor udfordring at drive. Vi ved, at det er samme virkelighed for mange sammenlignelige restauranter.

Porsborgs er vores darling. Men vi vælger at frigøre os i tide, for at kunne fokusere på de ting der kan lykkes. De der omstiller først, har de bedste muligheder for overlevelse på den lange bane. Derfor foretrækker vi omstilling.

4 år er gået

TAK

Vi siger MANGE TAK til alle jer der har været en del af Porsborgs. I mange perioder føler vi, at vi er blevet båret frem af en loyal skare af mennesker.

Rejsen har på mange måder været fantastisk og vi er stolte af det der er skabt på lige præcis 4 år. Nu skal vi videre, sammen med de forandringer virkeligheden kaster efter os…

Alting har en ende

Sidste åbningsdag er søndag d. 26. juni. 

Tingene er gået meget stærkt, og vi lukker og slukker allerede søndag d. 26. juni. Og så tager vi straks arbejdshandskerne på igen.

Og nu?

Torvet 3 skal fortsat skabe rammen om gode oplevelser omkring mad og drikke. Det kan ikke være anderledes.

Men selve rammen skal justeres, produktet skal nytænkes, butikken skal omstilles. Vi knokler på det, og tror på en lys fremtid. Hvornår vi er klar til at åbne dørene igen, ved vi ikke med sikkerhed – vi gør hvad vi kan og begynder nu at glæde os til “det nye”.